For mange mennesker var der noget paradoksalt ved ekstasen, fordi der skete to eller flere tilsyneladende modsatrettede ting på samme tid:
Det er følelsen af at være alle steder og ingen steder – at være inden i og en del af alle ting og samtidig svæve langt oppe over det hele.
Det er en følelse af at gå indad og bevæge sig langt ud på samme tid.
Sommetider oplever jeg ekstase, som om jeg er en lille tangplante, der bevæger sig med vandet. Jeg kan mærke, hvordan jeg bevæger mig hen imod vandets rytme og også bevæger mig lidt væk. Bevæger mig hen imod, bevæger mig væk …
Som ingenting og alting. Som roligt og stille vand under en rockkoncert.
Manglen på grænser var et andet fælles tema:
Der er absolut ingen adskillelse mellem min egen energi, universets energi og/eller energien hos mennesker omkring mig. Grænserne er forsvundet. Det hele er kærlighed, kontakt, rent. Det er enhedens sande realitet – hvilket kan lyde som en kliché, men det er bare så utrolig muligt og levende i de øjeblikke.
Jeg føler, at jeg er uden for min fysiske krop. Jeg mærker bare ren energi. Ren bevidsthed.