kilometer uden at blive det mindste forpustet.
Det gjorde hun nu ikke. Hun måtte jo tænke på sine strømper. De var det sidste par uden rendemasker, og der var ikke noget som en skarp vragdel fra Blitzen, der kunne få ens nylonstrømper til at løbe. Det kendte Dolly alt til. Hvis hun ødelagde sit sidste par strømper, ville hun være tvunget til at tegne streger på bagsiden af sine ben med en eyeliner som tarvelige Kitty. Nej, ellers tak. Dolly tog ingen chancer, og da en bus standsede i nærheden af Marble Arch, sprang hun på.
Der var en lille ståplads bagest, og der stod hun så, mens hun forsøgte at undgå at inhalere den salte lugt af en opblæst herre, der holdt foredrag om kødrationering, og om hvordan man bedst sauterede lever. Dolly modstod sin lyst til at fortælle ham, at opskriften lød som noget fandens hundeæde (ha!), og så snart de havde rundet Piccadilly Circus, sprang hun af igen.
„Hav en god aften, min pige,“ råbte en ældre mand i vagtværnsuniform, da bussen forsvandt i det fjerne.
Dolly svarede med et vink. Et par soldater, der var hjemme på orlov og sang ‘Nellie Dean’ med fordrukne stemmer, tog hende under armene, da de passerede, en under hver, og hvirvlede hende rundt. Dolly lo, da