Spejlmanden

Der er så varmt udenfor, at dråber af kondensvand samler sig i små bække på det kolde vinduesglas.

Joona læser en sidste gang afhandlingens afsluttende sætninger om, at den eneste måde, at behandle et psykisk traume, er at vende
tilbage til det og forstå, at det der skete, faktisk har en plads i den personlige livsfortælling.

Og dette gælder hver enkelt af os: Hvis vi ikke kan holde ud at spejle os i vores erindringer, kan vi heller ikke sørge over det der skete, og komme videre. Det lyder måske som et paradoks, men jo mere vi forsøger at ignorere det smertelige i livet, desto mere magt får det over os.

satte sig i køkkenet og drak kamillete. Hendes nakkehår

Biler suser forbi i de parallelle kørebaner, luften er tung af udstødningsgas.

på mit hoved, så ind i hans øjne og sagde „mødrene ser på børnene, der leger“.
Joona

– Jeg husker, at han smilede, da han fortalte om det første møde … Cæsar sad med hånden på mit hoved, så ind i hans øjne og sagde „mødrene ser på børnene, der leger“.
Joona sukker af smerte, da han rejser sig fra stolen og siger, at han er nødt til at gå, takker hende for hjælpen og skynder sig hen ad gangen.
Han tænker på, at Martin under dyb hypnose kunne se Handelshøjskolens bagside og det røde legehus.
Erik gelejdede ham langsomt hen til gerningsstedet og begyndte at beskrive rutsjebanerne og klatrestativet.
Martin nikkede og mumlede „mødrene ser på børnene, der leger“.
Både Joona og Erik troede, at ordene indgik i Martins forsøg på at forestille sig en legeplads, og Erik svarede, at det „er midt om natten – lyset kommer fra en lygtepæl“ for at få Martin til at fokusere på den virkelige erindring om legepladsen, hvor der ikke var nogen ventende mødre.
Men Martin var allerede i den virkelige situation.

er lidt forskelligt, men vi gør det med kvælstof,

Margot, siger han, da hun møder hans blik. – Du

Han fortsætter ned ad trappen og kommer ind i et stort lokale med betonvægge i en svag gul farve og industriplastic på gulvet.

tilstand af dissociativ fugue, indtil han nåede