“Ranumkonventet”, der udkom første gang i 1976, omhandler modstandsbevægelsens politiske historie i tiden efter anden verdenskrigs afslutning. Bogen sætter fokus på Jens Toldstrup, der var leder af modstandsbevægelsen i Nordjylland i årene 1944–45. Ranumkonventet var et illegalt forum med 24 ledende modstandsfolk, der alle havde tilknytning til Toldstrup, og som i marts 1945 samledes for at planlægge en efterkrigsindsats. Forfatterens skildring af de historiske begivenheder giver et indblik i sommeren 1945, hvor den politiske magt blev varetaget af en regering, som ikke var valgt på parlamentarisk vis, og hvor halvdelen af ministrene var udpeget af det frihedsråd, der indtil 5. maj 1945 havde et selvbestaltet illegalt organ.
Forfatterens personlige interesse for besættelsestiden bygger på en barn— og ungdom i et miljø præget af tidligere modstandsfolk. De senere faglige studier, ikke mindst omkring Ranumkonventet har taget udgangspunkt i en række årelange bekendtskaber med nøgleaktører i den danske modstandsbevægelse og den tyske besættelsesmagt.
Ole Drostrup er dansk historiker og forfatter. Han er uddannet ved Odense Universitet med speciale i besættelsestiden og dansk militærhistorie og har arbejdet som både gymnasielærer, som universitetsunderviser og i Forsvaret. Som forfatter står Drostrup bag en række bøger og artikler om især den jyske modstandsbevægelse og det tyske militære hovedkvarter i Danmark samt om panserteknologi og panserhistorie.