RUM FOR RUM er en anderledes indretningsbog. Den er bygget op omkring 10–12 boligreportager fra forskellige hjem, der strækker sig fra den lille lejlighed til den store villa, og med forskellige familiesammensætninger. Læseren guides ved hjælp af tekst og smukke billeder igennem hver bolig – rum for rum – mens der fokuseres på de rum, der er specielt vigtige for beboerne samt de særlige indretningsløsninger, som præger dem.
Indimellem boligreportagerne er der kapitler, som med en praktisk tilgang fokuserer på forskellige områder, der ofte giver problemer i indretningen, såsom: Belysning, Farver og tapeter, Gulve, Opbevaring, Kunst i boligen osv. Det er grundige kapitler, hvor Mille Fly øser af sin viden og store erfaring som indretningsarkitekt og kommer med fakta og gode råd. Til nogle af boligerne vil der være en Gør det selv-idé med projekter i større eller mindre skala.
RUM FOR RUM er med sin unikke sammensætning af inspiration og indretningsrådgivning en bog, som ikke ”bare” indeholder skønne billeder og inspirerende boliger, men også kommer med konkrete forklaringer på hvorfor og hvordan tingene virker, og hvad man skal gøre for at få et bestemt udtryk frem. Her har vi omsider en boligbog, der tager læseren ved hånden og konkret viser, hvordan man ved hjælp af nogle ret enkle principper får det bedste ud af den bolig og de ting, man har. Det er en bog, som giver viden og oplysning, en bog man vil tage frem igen og igen for at finde inspiration og gode løsninger, en bog man vil gå på opdagelse i.
«Endelig en boligbog, der ikke blot viser sig frem med flotte og store københavnerboliger. RUM FOR RUM er en brugsbog af de gode med konkrete forklaringer på, hvorfor og hvordan tingene virker, og hvordan man får et bestemt udtryk frem ved hjælp af enkle principper.”
”Energien vælter ud af boligreportagerne, og siderne med tips til, hvordan man selv kan bygge et skab eller lave en sjov lampeskærm, er ret godt skruet sammen.”
Politiken