2 kroner og 25 øre

sammen med Anne? Mest derfor? Ikke for børnenes skyld? Mest, det tror jeg nu, for min egen skyld.
Jeg satte mig op i Johnnys kølebil.
Jeg havde fået lov. Køre frem, bakke, køre frem. Berg sad med kaffen og næste søndags program for travbanen. Johnny skulle hjælpe ham. Berg havde fundet en ny metode, hvor heldet og tilfældigheden var nøglen til at vinde på travbanen. I dag havde Johnny god tid.
Jeg kørte frem, jeg bakkede, jeg kørte frem.
Kostskole? Nu var jeg sikker. Jeg havde set et telefonnummer inde på dommerens kontor, og mens KARNOV kiggede på, skrev jeg det op og tjekkede det på min egen computer. Ganske rigtig. Det var kostskolen. Det var så der, jeg skulle hen, langt væk, og gå i skole hver dag! Ingen SuperBrugs. Og værst af alt: Ingen Anne.
Jeg kørte frem, jeg bakkede

aftalt det med mig selv. Ellers havde jeg ingen aftaler, hverken med skolen eller min far og mor

skæbnesvangre rejse begyndte for alvor den dag, jeg besluttede, at jeg kun ville gå i skole hver anden dag.
Jeg var i skole mandag.
I sidste time sagde jeg til Peter, det er min klasselærer, at jeg ikke kom tirsdag. Peter nikkede.
Onsdag i sidste time sagde jeg til Gerda, hun underviser i geografi, at jeg ikke kom torsdag. Fredag var jeg i skole igen, sådan som jeg havde aftalt det med mig selv. Ellers havde jeg ingen aftaler, hverken med skolen eller min far og

Gerda, hun underviser i geografi, at jeg ikke kom torsdag. Fredag var jeg i skole igen, sådan som jeg havde aftalt det med mig selv. Ellers havde jeg ingen aftaler, hverken med skolen eller min far og mor.
Det var en helt ny ordning. Den var ganske vist kun aftalt med mig selv, men ordningen var nødvendig.
Hver anden dag. Det var nok. Jeg kunne sagtens følge med. Det eneste problem var, at jeg ikke så Anne hver dag. Dengang var vi ikke kærester. Dengang så jeg efter h

Min skæve, mærkelige

Min skæve, mærkelige, besynderlige og skæbnesvangre rejse begyndte for alvor den dag, jeg besluttede, at jeg kun ville gå i skole hver anden dag.
Jeg var i skole mandag.
I sidste time sagde jeg til Peter, det er min klasselærer, at jeg ikke kom tirsdag. Peter nikkede.
Onsdag i sidste time sagde jeg til Gerda, hun underviser i geografi, at jeg ikke kom torsdag. Fredag var jeg i skole igen, sådan som jeg havde aftalt det med mig selv. Ellers havde jeg ingen aftaler, hverken med skolen eller min far og mor.
Det var en helt ny ordning. Den var ganske vist kun aftalt med mig selv, men ordningen var nødvendig.
Hver anden dag. Det var nok. Jeg kunne sagtens følge med. Det eneste problem var, at jeg ikke så Anne hver dag. Dengang var vi ikke kærester. Dengang så jeg efter hende i hvert frikvarter. Holdt øje med hende, hele tiden, men fra da af blev det så kun hver anden dag.
Det er let nok alt sammen. Har jeg hørt det én gang, så husker jeg det. Jeg ved, hvad man skal svare, også når jeg synes, at svaret er forkert. En masse snak. En masse ingenting. Hver anden dag er rigeligt.
Det samme hver uge. På den måde gik jeg i skole mandag, onsdag og fredag.
“Igen?” sagde Peter. Det var den tredje mandag i træk.

den rigtige og retfærdigt udmålte straf. Han er også den, der har den største mave.
“Men ikke længere,” siger Sara.
“Ikke længere?” min far ser spørgende på hende. Hun er blevet siddende, selvom hun er ved at konstruere en prinsessekaret til prinsesseslottet. Hun bruger kun lyserøde legoklodser. Hun har malet de sorte lyserøde, de gule, de blå, alt er lyserødt.
“Sokker,” siger hun.
Jeg afbryder