„Jeg er ligeglad,“ svarer han. „Jeg tror, en nærdødsoplevelse kan tydeliggøre, hvad der virkelig er vigtigt. Callum har opfostret mig siden fødslen. Han har ikke en eneste gang ladet skinne igennem, at han vidste, jeg ikke var hans biologiske søn, men blod tæller heller ikke for særlig meget her, gør det? Steve tænkte kun på sig selv. Og den fucking kujon begik selvmord, fordi han ikke ville i fængsel. Kæft, en idiot.“ Han ler halvkvalt, for det gør mere ondt, end han vil indrømme. „Men jeg ved helt ærligt godt, hvem min familie er. Gid, Reed og tvillingerne er mine brødre. Ella er min søster. Callum er min far. Og du er mit hjerte.“
Jeg forsøger at blinke tårerne væk. Man skulle ikke tro, jeg havde flere at græde, eftersom jeg ikke har bestilt andet end at græde, siden jeg vågnede på hospitalet med hukommelsestab.
„Jeg mødte dr. Joshi ude på gangen. Han spurgte, hvordan det gik med min hukommelse, og jeg fortalte ham, at den stadig er ad helvede til.“