»Vend om,« sagde hun. »Vi kan ikke tage af sted uden Rosa.«
Det virkede som om gårdspladsen foran huset var fuld af mænd og heste. Jeg ved ikke hvor mange der var, og heller ikke hvem – de havde noget over hovederne, en slags poser med huller ved munden og ved øjnene, og lyset fra deres fakler dansede uroligt, så man kun så en hånd, en arm, et glimt af et par øjne i maskehullerne.
En af dem havde fat i Rosas arm. En anden prøvede på at jage Belle væk ved at svinge sin fakkel som en kølle. Belle gøede og snerrede og nappede hesten i haserne.
Pludselig stod mor midt imellem dem. Jeg havde ikke engang set hende hoppe ned af hesten.
»Hvad vil I her?« sagde hun. Og hun sagde det med den stemme der fik alle til at stoppe op og lytte. Selv Belle blev stille og krøb sammen og vidste måske godt hun havde gjort noget galt. Rosa rev sig løs og slog armene om sin ulydige hund.
Først ville ingen af mændene svare. Så rømmede en af dem sig, ham som red på en skimmel der umiskendeligt lignede gæstgivergårdens.
»Os skræmmer du ikke, heks,« sagde han. »Vi er her for at gøre et regnskab op.«
Han ville sikkert gerne lyde barsk og stålsat, men det lykkedes ikke helt.
»Og hvilket regnskab er det?« spurgte mor. Jeg ved ikke hvordan hun bar sig ad med at lyde så rolig, men hendes stemme var der ingen rysten i.
»En retfærdig sag! Det ved du meget vel.«
»Hvis jeres sag