I samtiden var N.F.S. Grundtvig (1783–1872) og J.P. Mynster (1775–1854) anerkendt som kirkens helt store personligheder. De to lærde folk var fætre, men deres forhold var ikke ligefrem præget af varme familiefølelser. De talte ikke gerne med hinanden, men til gengæld gerne om hinanden. Deres temperamenter var som nat og dag, og deres synspunkter slog tit gnister: Grundtvig ønskede frihed i kirken for alle troende, Mynster krævede orden og afskyede al pietisme. Grundtvig slog til lyd for præstens frie ret til kirketugt ved nadverbordet, Mynster afviste den pure. Grundtvig gik ind for religionsfrihed, Mynster undtog baptisterne. Litteraturen om især Grundtvig er enorm, men den komplekse relation mellem de to nøglefigurer har ikke før været beskrevet til bunds. Det råder kirkehistoriker Jens Rasmussen bod på i denne bog.