”Du er fantastisk.”
”Det ved jeg.” Han gav mig den, og så erstattede han tandbørsten med et af de papbægre, som jeg aldrig brugte. Da jeg var helt færdig, satte han sig igen på knæ og hvilede på hælene. Han lynede hættetrøjen op og tog den af. ”Jeg har prøvet at få dig til at sige, at jeg var fantastisk, lige siden den første gang du væltede mig. Hvis jeg havde vidst, at jeg bare skulle række dig en tandbørste, så havde jeg gjort det for længe siden. Min fejl.”