Vejen frem

strammede sadelgjorden og ordnede bidslet. Hun satte den ene fod i stigbøjlen, svang sig op på hestens ryg og red rundt i ringen.

„Nå,“ sagde hun og fik Promise til at stoppe op ved lågen. Hun mærkede succesens sødme strømme gennem sig, „hvad synes du så?“

„Hun er en helt anden hest!“ udbrød Scott. Han lod en hånd glide gennem sit hår. „Hvordan i alverden har du klaret det?“

„Ved at lytte til hende,“ sagde Amy enkelt, „og respektere hende.“

Amy nikkede. „Hvis det passer, hvad skal vi så gøre? Vi kan jo ikke have, at folk tror, at vi ikke kan helbrede heste mere.“

„Hmmm,“ sagde Lou eftertænksomt. „Vi bliver simpelthen nødt til at finde på noget.“

Køkkendøren gik op, og Ty kom ind. „Hej med jer!“ sagde han. „Kan jeg få lidt hjælp?“

„Ja.“ Amy løb ovenpå for at skifte tøj. Det tog hende under et minut at skifte til cowboybukser og en T-shirt. Ty ventede på hende i køkkenet. „Hvor meget mangler der at blive gjort?“ spurgte hun og trak sine støvler på.

„Ret meget.“ Amy lagde mærke til, at Tys ellers så rolige ansigt havde et plaget udtryk. „Jeg har næsten ikke striglet nogen af hestene endnu, og de skal også motioneres. I dag har jeg indset, hvor meget din bedstefar plejer at lave.“

„Det skulle gerne blive lettere, når Marnie kommer,“ sagde Lou. „Hun kommer på lørdag, og hun vil meget gerne hjælpe til.