Kvinder har i århundreder fungeret som spejlglas med den magiske og herlige evne at gengive manden i dobbelt størrelse i forhold til virkeligheden. Uden denne evne ville Jorden sikkert stadig bestå af moser og urskov. Alle vore stolte krige ville være ukendte. Vi ville stadig kradse konturer af hjorte ind i afgnavede fåreknogler og tuske flintestene i bytte for fåreskind eller andre simple prydgenstande, som vores udannede smag nu foretrak. Overmennesker og Skæbnens Pegefinger ville aldrig have eksisteret. Zaren og Kaiseren ville aldrig have båret deres kroner eller mistet dem igen. Rent bortset fra spejles nytteværdi i civiliserede samfund, så er de uundværlige for enhver voldelig eller heroisk handling. Det er grunden til, at Napoleon og Mussolini begge så eftertrykkeligt insisterer på kvinders underlegenhed, for hvis de ikke var laverestående, ville de ikke længere forstørre noget. Det tjener til dels som forklaring på, at kvinder så ofte er nødvendige for mænd. Og det tjener til at forklare, at disse bliver så urolige, når hun kritiserer dem; og hvor umuligt det er for hende at sige til dem, at den bog er dårlig, dette billede er ringe, eller hvad det nu måtte være, uden at forvolde mere smerte og udløse langt mere vrede, end en mand ville gøre, som fremsatte den samme kritik. For hvis hun begynder at sige sandheden, skrumper skikkelsen i spejlet; hans levedygtighed bliver mindre. Hvordan skal han kunne blive ved med at udtale sig, opdrage de indfødte, udstede love, skrive bøger, klæde sig på og holde lange taler ved festlige lejligheder, medmindre han ved morgenbordet og middagsmåltidet kan se sig selv i dobbelt størrelse?