Bronzedolken 3: Falkens øje

Han bøjede sig ned efter en sten og lod den slå smut ud over bølgerne. Så smilede han til Pirra. ”Vi finder på en måde,” sagde han.

sagde Pirra og gav ham en albue i siden.
Han gav hende en tilbage, og hun faldt om med et hyl og smed så en håndfuld tang efter ham. Snart vaklede de rundt og overdængede hinanden.

Hylas lagde armen om hende, og et øjeblik lænede hun sig ind mod ham.

Da Pirra kom nærmere, så hun til sin forskrækkelse, at hans kinder var våde af tårer.

Pirra skubbede blidt Ravage til side, lagde sig på knæ og lagde hånden på hans skulder og sagde hans navn.

Han slog armene om løveungens hals og brød ud i smertelige, rykvise hulk

Hylas … Din søster lever … Find hende … Tilgiv mig … Tilgiv din far … Tilgiv …

”Nej, Pirra, nej!” skreg han.

”Jeg advarede dig,” sagde hun.

”Hylas er også akeaner,” sagde han.
”Ja, og er det ikke mærkeligt? Han er gedehyrde, og du er høvdingesøn, men ikke desto mindre er han alt det, der er bedst i Akea, og du er alt det, der er værst.”