Næste

Vi er følsomme allesammen, vi ryster og dirrer af følelser døgnet rundt, forskellen ligger i evnen til at skjule og fortrænge, ikke andet.

Indtil nu har jeg ikke mødt et eneste såkaldt almindeligt menneske. Hverdagsmennesker, simple skabninger, gennemsnitsmennesker, skabelon- mennesker – jeg har endnu ikke mødt et,

De overrasker mig ikke længere, alle de historier om familier, der har siddet fredeligt rundt om middagsbordet i det ene øjeblik, og i det næste er alle døde. Han var jo så flink og rar, siger naboen om familiefaren, der tog livet af hele familien og derefter sig selv. Han havde altid en venlig kommentar, hvordan kunne, hvordan er det muligt, det er ufatteligt. Men det er ikke ufatteligt. Den tyske by Dresden tog det mange hundrede år at bygge, men kun nogle få dage at bombe sønder og sammen. Den ene dag går man der, fuldt optaget af aftaler og ærinder og klokkeslet, den næste dag vakler man rundt blandt slaggehøje og ruiner. Man kan træde forkert i trafikken og blive kørt over af en bus, det kan ske når som helst, og hvis ikke det sker for dig, så sker det hver dag for nogle andre, det kan man læse i avisen. I avisen kan man desuden læse om folketingsmedlemmet, der brugte skatteborgernes penge på prostituerede, og om den pædofile fodboldtræner, far til tre og elsket af alle, hvordan er det muligt. En hel verden af handlinger og hændelser, der ikke tåler dagens lys, men som alligevel fortsætter, nærmest regelmæssigt, år efter år, langt væk fra al logik og produktivitet. En særlig dimension, der for det meste er skjult, men så får man nu og da et glimt af dette kaos, det upassende begær og alt det andet, alt dette irrationelle og gådefulde, som der også findes ansatser til i os selv, men det orker vi ikke at forholde os til, og derfor begraver vi det under et tykt lag af humor, mad, rus, internet, sport, penge, istandsættelse, fast ejendom, husarbejde og tusinde andre distraktioner.