Uren pædagogik

De kræ ver en form for æstetisk sans. En sans for at der er mere, end man kan se, nemlig alt det, der skal kunne erindres, og det som barnet kan blive til. En sans for, hvordan disse ting, som man altså ikke kan se, spiller sammen i nye og gamle former, som kommer til syne som sætninger, handlinger og produkter. To usynlige elementer spiller sammen i en synlig form, men hvilken ved man ikke, og man kan heller ikke vide det. Mange lærere har en dyb og instinktiv sans for dette. Men den pædagogiske videnskab har slet ikke sans for det i disse år (det er trist at tænke på). Derfor er det også bedst, hvis læreren eller pædagogen ikke makker ret over for udsagn af typen ‘forskningen viser …’ Nej, så er det bedre at holde opmærksomheden på det pædagogiske. På den organiske og ubestemmelige genskabelse.

De pædagogiske mål reduceres i disse år til politiske drømme og globale lister, og den evidensbaserede pædagogiske forskning underordner sig lydigt og tamt politikken og staten ved at undersøge, hvilke metoder der mest effektivt fremmer listeplaceringerne. Denne proces involverer både universiteter, professionshøjskoler, ministerier og diverse råd og ekspertfora. Derfor kan man tale om et nyt pædagogisk hegemoni. Et hegemoni, som har udviklet en strøm af selvfølgeligheder, og som sætter sit stærke præg på vores frie institutioner, og som hævder at være pædagogiske, selvom de slet ikke er det. Tværtimod er denne strøm godt i gang med at rive pædagogikkens bygninger med i sin umådeholdne flod.