Pigen fra det store hvide skib

Yun ser ned på sine hænder og nikker.

Jeg fulgte dog Amandas råd – jeg vidste jo at hun havde ret – og gik op fra den trange kahyt til de øvre dele af skibet.

Hun græder, men hun føler sig også sært ligeglad; der er ikke noget hun kan gøre, så intet af det der sker, er hendes skyld

Hun græder, men hun føler sig også sært ligeglad; der er ikke noget hun kan gøre, så intet af det der sker, er hendes skyld.

“Havet er stort,” sagde han. “Det æder alt hvad vi smider i det, så det skal frøkenen ikke bekymre sig om.

Men de bor jo ikke i Korea, så hvorfor har de krig her?

Jeg ser mig omkring i det store rum.

Hun prøver at spørge tilfældige mennesker som hun kommer forbi, men ingen af dem aner hvad hun taler om.

“Jeg har noget tøj du må få,” siger hun. “Kom med her.” De går rundt om hytten, og Jin-ae viser Yun et halvtag hvor der står et stort lerfad på et bord.

Mens ankerkæden endnu skramlede ud af klysset i Jutlandias stævn, blev vi kaldt sammen i salonen, hospitalspersonale og søofficerer samledes i salonen, og kommandøren trådte op på podiet og talte til os under ét.