Jeg besluttede at stole på Whitehook. Ikke 100 procent, for det havde far altid understreget, at jeg ikke kunne. Med nogen. Omvendt havde Organisationen tilsyneladende grund til at holde mig i live. Det gav mig da så længe, som det nu ville vare. Den tid ville jeg udnytte til at finde den eller dem, der myrdede mine forældre.
Jeg havde fortalt Whitehook om kuglerne og det patronhylster, jeg havde taget med fra stuen. Havde spurgt ham, om han kunne bruge dem til at finde ud af, hvem der havde skudt mine forældre. For så ville jeg aflevere det hele i den bankboks, far altid brugte, når han var nødt til at sende ting til Organisationen.
Han sagde måske, og jeg fandt min M-16 Spear Point-foldekniv og Shakespeare-bogen frem og skar kuglen ud. Jeg lagde den ned i frostposen til det blodige projektil og patronhylsteret, som jeg havde fundet under mor.
Jeg tjekkede ud fra hotellet, købte en cap i en sportsbutik og nåede banken et kvarter før lukketid. Det betød, at jeg ikke havde tid til at tjekke området og sikre mig, at der ikke var nogen, der overvågede stedet. Jeg måtte tage chancen.
Jeg trak hatten godt ned over øjnene og gik ind. Bagerst i lokalet stod et bord lidt for sig selv. Ganske som far havde beskrevet det. Der sad ingen ved det, og selvom der var alle de kontorting, der skal være på et rigtigt kontorbord, lignede det ikke et bord, der nogensinde blev brugt. På bordet lå der også kuverter i forskellige størrelser. Jeg tog en lille, fandt en kuglepen og skrev min families kodeord på.
Beelzebub.
Jeg fiskede posen op af lommen og puttede den i kuverten. Lukkede den og lagde den i en postbakke på bordet. Når jeg var væk, ville kuverten