Når vi kommer til hægterne igen og ser den fjerne sig hen ad vejen, er det for sent, og resten af vejen må vi tilbagelægge i vejsiden af det, som drømmere kalder modenhed. Håb er ikke andet end tro på, at det øjeblik endnu ikke er kommet, hvor vi tilfældigvis vil se vores sande skæbne, når den nærmer sig, og kan springe om bord, før chancen for at blive vores virkelige selv forsvinder for evigt og dømmer os til at leve tomhændet videre og længes efter det, der skulle være, men aldrig blev.
Alicia huskede disse ord, som stod de brændt i hendes hud. Intet overrasker og skræmmer mere end det, man ved i forvejen. Da Alicia den dag ved middagstid lagde hånden på døren ind til Sempere og Sønners gamle boghandel, følte hun strejfet af dette ulevede liv og spurgte sig selv, om det ikke allerede var for sent.
Da hun gik indenfor, blev hun modtaget af lyden af klokken, duften af bøger, der kom fra de tusindvis af sider, som ventede på deres chance, og det disede lys, der lagde sit drømmeagtige skær over scenen. Alt var, som hun huskede det, lige fra mængderne af bogreoler af lyst træ til det sidste støvpartikel fanget i lyset, der faldt ind gennem udstillingsvinduet. Alt undtagen hun selv.
Da hun trådte ind i rummet, var det som at vende tilbage til et tabt minde. Et øjeblik tænkte hun, at det sted kunne være blevet hendes skæbne, hvis der ikke var udbrudt en krig, som havde taget alt, hvad hun ejede, fra hende, som havde lemlæstet hende og efterladt hende i gaderne på fjendtlig jord.