«Den danske samfundsmodel er ikke blot en historisk kendsgerning, der skrives bøger om, den anses tillige af nogle af verdens førende samfundsforskere for den hidtil bedste. Vi lever i den bedst mulige af alle verdener, sagde allerede filosoffen Leibniz for et par hundrede år siden. Så lad os begynde med at udtømme, hvad der kan ligge i denne forestilling.»
Niels V. Kofoeds bog diskuterer de mål, samfundet stiller op for dets udvikling som helhed, og ser ikke kun på nationalstatens grundlæggende værdier, men også de europæiske fællesskaber og de retningslinjer, som gør sig gældende for hele verdenssamfundet.
Niels Vilhelm Kofoed (f. 1930) har skrevet et væld af bøger om dansk litteratur og kulturhistorie samt en lang række biografier om Danmarks største forfattere. Efter uddannelsen som cand.mag. i dansk og fransk fra Københavns Universitet var Niels V. Kofoed lektor ved Stockholm Universitet og senere Lund Universitet i Sverige og har sidenhen været professor på University of Washington i USA.