Længsler og leverpostej

og vi nærmer os hinanden igen med forsigtige skridt.
Vi er inviteret til bryllup i Skotland hos en af Thures venner, og jeg glæder mig helt overdrevet meget. Jeg glæder mig til at komme væk og til at slippe taget i ungerne for et øjeblik.
Jeg er mildt sagt bange for at flyve, men på en eller anden måde er det lige meget nu. Jeg synes, jeg er har det, som om jeg er genopstået fra de døde, og synes, jeg har givet penge nok til karmakontoen og derfor ikke styrter i døden over Skotland et sted.
Vi pakker festtøjet ned og kysser ungerne farvel og rejser. Op i luften med Norwegian med ny luft under vingerne. Det er skønt. Vi har det skønt. Jeg tør at smile, og jeg tør godt at sende smilet ned i maven og lade det blive der. Og der bliver det hele weekenden.
Vi lander i Edinburgh, og det går op for mig, at jeg ikke har været uden for