Jeg havde kun det allermest nødvendige med mig, mine notater, Blake, min medicin, min bærbare og min Astrologi. Og ‘Efemeriderne’, selvfølgelig, hvis jeg nu engang i fremtiden skulle havne på en Øde Ø. Jo længere jeg nåede væk fra huset i det tynde lag snesjap, jo lettere blev jeg til mode. Jeg så fra grænsen ned på Højderyggen og mindedes den dag jeg så den første gang – fuldstændig bjergtaget, dengang anede jeg ikke at jeg ville komme til at bo her. Det at vi ikke ved hvad der kommer til at ske, er en frygtelig fejl i programmeringen af universet. Det burde der rettes op på ved først givne lejlighed.