Kør din plov over de dødes knogler

Han kommer også med aviser og opfordrer mig til at læse dem, men jeg har ikke lyst. Avisernes formål er at fastholde os i en evig tilstand af uro for at styre vores følelser i retning af noget som egentlig ikke angår os. Hvorfor skulle jeg underkaste mig deres magt og tænke sådan som de vil have mig til? Jeg holder mig tæt ved huset, tramper stier i snart den ene snart den anden retning. Det sker at jeg ikke genkender mine egne spor i sneen og spørger: Hvem har gået her? Hvem har efterladt de spor? Jeg tror det er et godt Tegn at man ikke kan genkende sig selv. Jeg forsøger dog at færdiggøre mine Undersøgelser. Mit eget Horoskop er det tusinde i rækken, og jeg sidder ofte over det og prøver at forstå det. Hvem er jeg? Ét er sikkert – jeg kender datoen for min død.

Jeg havde kun det allermest nødvendige med mig, mine notater, Blake, min medicin, min bærbare og min Astrologi. Og ‘Efemeriderne’, selvfølgelig, hvis jeg nu engang i fremtiden skulle havne på en Øde Ø. Jo længere jeg nåede væk fra huset i det tynde lag snesjap, jo lettere blev jeg til mode. Jeg så fra grænsen ned på Højderyggen og mindedes den dag jeg så den første gang – fuldstændig bjergtaget, dengang anede jeg ikke at jeg ville komme til at bo her. Det at vi ikke ved hvad der kommer til at ske, er en frygtelig fejl i programmeringen af universet. Det burde der rettes op på ved først givne lejlighed.

De sad helt stille. Sennepssuppen var for længst blevet kold. Der var ingen der sagde noget, så jeg tog en fleecetrøje på, forlod huset og begyndte at gå op mod Passet.

Nede fra byen hørtes hylende sirener og deres langtrukne, klagende lyd blev båret med vinden op over hele Højderyggen. Så blev alt stille, det eneste jeg kunne se var lygterne på Dyzios bil der kørte væk.

Mon I tror på mig hvis jeg siger at jeg ikke var helt bevidst om hvad jeg gjorde? At jeg straks glemte hvad der var sket, som om jeg blev beskyttet af mine stærke Forsvarsmekanismer? Mon ikke det er en af mine Skavanker at jeg simpelthen sommetider ikke helt er mig selv, at jeg ikke var Janina, men en krigerisk Guds Vrede

Fra da af begyndte jeg at køre rundt med alle mulige Redskaber i Samuraien. En pose is i en køletaske. En økse, en hammer, søm, selv en injektionssprøjte og min glukose. Jeg var når som helst parat til handling. Det var ingen løgn når jeg påstod at det var Dyrene som hævnede sig på Menneskene. Det var det jo. Med mig som deres Redskab.

Det var altså mens du, Świȩtopełk, var udenfor og forsøgte at få forbindelse med din mobiltelefon jeg fandt det foto. Jeg tog også Rådyrets hoved med for at begrave det på min kirkegård.

Da jeg kom hjem ved daggry efter den der rædselsfulde Nat hvor vi klædte Store Fod på, vidste jeg allerede hvad jeg måtte gøre. Det var Rådyrene som vi så uden for huset der sagde det til mig. De udvalgte mig til at handle i deres Navn, måske fordi jeg ikke spiser kød. De viste sig for mig ligesom Hjorten for Hubertus – for at jeg i al hemmelighed skulle være retfærdighedens straffende hånd. Ikke kun Rådyrenes, men også andre Dyrs. De har jo ingen stemmer i parlamentet. De gav mig endda et Redskab, et yderst effektivt et. Som ingen kunne regne ud.

Og hvordan skulle jeg klare mig? Jeg er jo også sådan. Det jeg har opnået i livet er ikke noget at bygge videre på, hverken i min livstid eller nogen andens.

Men hvorfor skulle vi også være nyttige og for hvem? Hvem har delt verden i de unyttige og de nyttige, og med hvilken ret? Har tidslen ikke ret til at leve og Musen som æder kornet i laderne, Bierne og Dronerne, ukrudtet og roserne. Hvilken hjerne vil driste sig til at dømme om hvem der er bedst og hvem der er værst? Det store træ som er skævt og hult, har overlevet i århundreder uden at blive fældet fordi man alligevel ikke kunne lave noget af det. Det eksempel burde kunne glæde sådan nogle som os. Alle kender udbyttet af det nyttige, men ingen kender udbyttet af det unyttige.

– Det ser ud som det brænder nede i byen, sagde Tavs henne fra vinduet. – Der er ildebrand et sted.

– Sæt jer nu ned, nu kommer jeg med croutonerne, sagde jeg da jeg havde forsikret mig at øjnene var tørre igen. Men jeg kunne ikke lokke dem hen til bordet. De stod alle sammen som klinede til vinduet, helt tavse. Så så de på mig. Dyzio så plaget ud, Tavs vantro, og Gode Nyhed så så trist ud at det næsten fik mit hjerte til at briste.

De havde allerede sat sig til bords, jeg stod stadig og smørristede brødcroutonerne og så på dem alle sammen, måske for sidste gang. Det slog mig at det måske var nu vi skulle skilles. Nu så jeg på vores firkløver med nye øjne – det var som om vi havde så meget sammen, som om vi var en familie. Jeg forstod at vi hørte til den slags mennesker som verden anser for nytteløse. Vi afstedkommer ingenting af værdi, producerer hverken tanker eller genstande af værdi, vi skaber ingenting, dyrker ikke jorden, driver ikke landbrug. Vi har ikke formeret os, bortset fra Tavs som har en søn, selvom det er Sorte Frakke. Vi har indtil nu ikke været til nogen som helst nytte i denne verden. Vi har ikke fået ideen til en eneste opfindelse. Vi har ingen magt, vi disponerer ikke over andet end vores ringe jordiske gods. Vi passer vores arbejde, men det er fuldstændig betydningsløst i andres øjne. Hvis vi ikke var til, ville det ikke ændre noget. Ingen ville bemærke det.

Vrede efterlader altid et stort tomrum hvor sorgen straks skyller ind som en vældig flod uden ende og begyndelse. Tårernes kilde sprang op igen.

Jeg kom til at le så ubehersket at den halve kirke vendte sig om mod mig. Jeg var ved at kvæles af latter. Et af børnene gav mig et papirlommetørklæde