Hinsides orden

Pas i mere teknisk forstand også på intetsigende fællesnævnere for mangfoldige og komplekse problemer. Selvfølgelig spiller magt en rolle i historien, og det samme gør økonomiske forhold. Det kan bare også hævdes om jalousi, kærlighed, sult, sex, samarbejde, åbenbaringer, vrede, afsky, sorg, angst, religion, medfølelse, sygdom, teknologi, had og tilfældigheder – der i ingen af tilfældene kan reduceres endegyldigt til noget andet. Tiltrækningen ved at gøre det er imidlertid indlysende nok: forenkling, nemhed og en illusion om at beherske noget (hvad der navnlig på kort sig kan have enormt nyttige psykologiske og sociale følger) – og lad os så heller ikke glemme den tilbagevendende opdagelse af en eller flere skurke, som ideologen kan tillægge skjulte motiver.

Moralen med denne historie? Pas på intellektuelle, der gør deres motivationsteorier til monoteisme.

Det er den levende interaktion mellem sociale institutioner og kreative resultater, der gør det muligt for verden at blive på den smalle sti mellem for meget orden og for meget kaos

nødvendigt at affinde sig med – eller hilse velkommen, afhængigt af dit ståsted – for at kunne holde sammen på verden og dens beboere. Et vist mål kreativitet og oprør er det dog nødvendigt at finde sig i – eller hilse velkommen, afhængigt af dit ståsted – for at opretholde fornyelsesprocessen. Hver enkelt regel har engang været en kreativ handling og overtrådt andre regler. Hver enkelt kreativ handling, som kan være nok så oprigtig i sin kreativitet, vil med tiden sandsynligvis forvandle sig til endnu en nyttig regel

Når man tager samtlige evangeliske beretninger i betragtning, viser der sig imidlertid et paradoks, som er nøje forbundet med spændingen mellem respekt for traditionen og nødvendigheden af kreativ forvandling. Trods beviserne på Kristi gennemførte og sågar gammelkloge forståelse og påskønnelse af reglerne forsynder den voksne Kristus sig gentagne gange og på skandaløs vis mod sabbattraditionerne – i hvert fald for traditionalisterne i hans miljø at se og i høj grad til fare for ham selv.

Og alt dette, som er afgørende for, at vi overlever, men meget svært at forstå, videregives i form af historier, vi ikke kan lade være med at lytte til. Det er sådan, vi når frem til at påskønne, hvad der har værdi, hvad vi bør stræbe efter, og hvad vi kan blive.

Spørgsmål: Hvem er du – eller hvem kunne du i det mindste være? Svar: En del af den evige kraft, der konstant af egen fri vilje tør møde det rædselsvækkende ukendte, en del af den evige kraft, der sætter sig ud over at være naiv og på kontrolleret vis bliver tilstrækkelig farlig til at forstå ondskaben og udfordre den i dens egen hule, og en del af den evige kraft, der ser kaos i øjnene og gør det til en produktiv orden eller tager en efterhånden for restriktiv orden og reducerer den til kaos for derefter igen at gøre den produktiv

Min klient forholdt sig – i hvert fald for sit eget vedkommende – ikke til en enkeltstående begivenhed, der rent hypotetisk var i stand til at sende de involverede i en farlig retning, men derimod til en klart identificerbar og løst forbundet samling af begivenheder, der alle førte i samme retning. Begivenhederne syntes at danne et sammenhængende mønster med forbindelse til en ideologi, der både eksplicit og implicit var toneangivende. Desuden havde virkningen af denne status som toneangivende efter alt at dømme givet sig til kende gennem ganske lang tid, ikke kun i min klients hjørne af erhvervslivet, men også i den mere omfattende verden af sociale og politiske institutioner uden om den koncern, hun arbejdede for. Selv om hun var temmelig isoleret i den afdeling, hun arbejdede i (og som var selve epicentret for den ideologiske lynkrig i koncernen), kunne hun rundtomkring se tegn på, at de for hende foruroligende processer også havde skadelig virkning på andre. Og så var der virkningen på hendes samvittighed. Det er vigtigt at forstå, at spørgsmålene for hende ikke kun var små teoretiske forestillinger.

Endelig mente hun også, at hele diskussionen udgjorde et skoleeksempel på begreber som “diversitet”, “inklusion” og “ligeret” – der var blevet veritable mantraer i HR- og uddannelsesafdelingerne (hun arbejdede selv inden for sidstnævnte). Hun anså begreberne for “redskaber til koncernmæssig indoktrinering og ideologisk propaganda” og som en del af den måde, hvorpå den politiske korrekthed, der frem for alt kendetegner mange universitetsstudier, breder sig til offentligheden som sådan. Hvad vigtigere er, spurgte hun mig i et af sine breve: “Er der her tale om et tilfælde, hvor det må være nok?” Hvornår og hvor standser vi? Hvis en lillebitte minoritet af mennesker blot rent hypotetisk finder ord krænkende, hvad så? Skal vi så bandlyse ordene i al evighed?”
Min klient forholdt sig – i hvert fald for sit eget vedkommende – ikke til en enkeltstående begivenhed, der

Det sidste på grund af dets hypotetiske forbindelse til sprogbrug, der historisk forbindes med slaveri). Min klient prøvede at få mening i det, hun oplevede: “Den slags diskussioner giver folk en overfladisk fornemmelse af at være gode, noble, medfølende, åbne og kloge. Så hvis nogen bare for princippets skyld erklærer sig uenige, hvordan skulle den pågældende så kunne deltage i diskussionen uden at blive anset for ufølsom, snæversynet, racistisk og ond?”
Hun var også foruroliget over, at ingen på hendes arbejdsplads tilsyneladende lod sig gå på af, at en hvilken som helst gruppe mennesker kunne tiltage sig autoritet til at bandlyse bestemte ord (og se ned på eller ligefrem korrekse dem, der fortsatte med at bruge dem) uden selv at opfatte nogen form for etisk overherredømme for deres eget vedkommende og uden at forestille sig nogen fare i forbindelse med en sådan censur, der ellers sagtens kunne udstrækkes til for eksempel personlige holdninger, samtaleemner – eller for den sags skyld bøger.