Englebarnet er en tankevækkende og hård roman om at føle sig fremmed i verden, i sin egen krop og over for andre mennesker. Den handler om at stå mellem barndom og voksenliv, om ensomhed og seksualitet, om sindssyge og selvmord – og især ikke at kunne forholde sig til virkeligheden, når den pludselig bliver alt for svær at håndtere.
Hovedpersonen er en dreng, som er meget påvirket af sin spirende seksualitet og den sporadiske kontakt, han kun har med andre mennesker. Han lægger stor distance til de piger og kvinder, der møblerer hans verden – begyndende med hans mor, pigerne i klassen, i centeret og især Dotte, hvis interesse han ikke kan finde ud af at gengælde, selv om han har lyst.
Han har svært ved at give udtryk for alle de kaotiske følelser, der vælter rundt i hans hoved – og han føler direkte væmmelse ved morens meget dominerende seksualitet, der støder ham og blokerer for hans egen søgen og udvikling. Den frihed, hans mor ønsker at give ham, gør ham ikke udfarende og eksperimenterende, han trækker sig ind i sig selv og er plaget af det ustrukturerede liv, som han lever med sin mor, og higer efter hendes udelte opmærksomhed og nogle faste rammer i sin hverdag.
I sin ensomhed opdager han en dag englebarnet, der bor i et skab inde på hans værelse, og som han føler er den eneste, der ser ham, som han virkelig er. Virkelig SER ham. Hun er på størrelse med et barn, helt hvid med blå, blå øjne og en rød mund. Og hun er nøgen. Fra det øjeblik kommer hele hans verden til at dreje sig om Englebarnet, og hvordan han kan beskytte hende fra omverdenen. Han forlader kun nødtvunget sit værelse, og først efter et stykke tid går det op for moren, at noget er rivende galt, og hun forsøger at nå ind til sin søn, men måske er det allerede for sent.
