Dansk landbrug har gennem to årtier udviklet sig til et økonomisk såvel som moralsk fallitbo: Gælden er enorm, beskæftigelsen i bund og landbokulturen stort set udslettet. Trods omfattende liberaliseringer og milliarder af støttekroner kører de fleste bedrifter på pumperne og overlever kun takket være EU-støtten.
Alligevel opretholder vi med alle midler verdens mest intensive landbrug. Prisen er et vandmiljø, der flyder med gylle og sprøjtegifte i hver anden drikkevandsboring, mens landmændene truer med retssager, hvis ikke de må sprøjte videre. I de stadigt større bedrifter lider malkekøer, grise og kyllinger, der presses til det yderste, mens MRSA-stafylokokker og salmonellabakterier breder sig.
Startskuddet til landbrugets dybe økonomiske og moralske nedbrud blev affyret i 2001, da den nyudnævnte fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) opfordrede til kamp mod »stokroseidyllen i dansk landbrug«. Siden da er det kun lykkedes at sætte turbo på landbrugets gældsætning. I 2001 skyldte de danske jordejere 190 mia. kroner væk, i dag har de næsten fordoblet gælden til 360 mia., hvilket gør de danske landmænd til de mest forgældede i EU. Stik imod hensigten blev det til en tragisk afvikling i stedet for en gylden udvikling.
Sådan ligger landet i 2019. Hvordan er det kommet så vidt? Hvorfor har det fået lov at ske, og hvem står bag? Og endelig — kan den onde cirkel brydes, så det atter bliver dejligt at bo ude på landet? Det leverer bogen klare svar på i en letforståelig form.