Danmark og krigsudbruddet
Da Adolf Hitler kom til magten i Tyskland i januar 1933, indledte han en aggressiv oprustnings- og ekspansionspolitik. I 1936 rykkede tyske tropper ind i Rhinlandet, som siden Første Verdenskrig havde været en demilitariseret sikkerhedszone mellem Frankrig og Tyskland; i marts 1938 indlemmede Tyskland Østrig, og i september 1938 indgik Tyskland, Italien, Frankrig og Storbritannien Münchenaftalen, som tvang Tjekkoslovakiet til at afstå den tjekkisk-tyske grænseegn Sudeterland til Tyskland og fik den britiske premierminister Neville Chamberlain til at tale om “fred i vor tid”. Under Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) var tyske og italienske tropper med til at bringe den fascistiske oprørsgeneral Franco til magten. (Francos modstandere, Spaniens lovlige regering, blev støttet af Sovjetunionen og af frivillige fra alverdens lande, bl.a. Danmark). Danske politikere, militærfolk og almindelige civile avislæsere og radiolyttere var meget opmærksomme på den fare for freden i Europa, som Hitlers nazistiske diktatur udgjorde, ligesom de fleste også betragtede Josef Stalins kommunistiske diktatur i Sovjetunionen som en trussel, ikke mindst mod de nordiske lande.
Den 23. august 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen en ikke-angrebspagt, som gav Tyskland frie hænder til at angribe Polen. (Et hemmeligt tillæg til aftalen tillod USSR at indlemme Finland, Estland, Letland, det østlige Polen, det rumænske grænseområde Bessarabien og senere også Litauen). Den 25. august undertegnede Storbritannien og Polen en aftale, der forpligtede Storbritannien til at komme Polen til hjælp, hvis landet blev angrebet af Tyskland, men det var ikke nok til at afværge det tyske angreb: Den 1. september rykkede halvanden million tyske soldater ind i Polen, og to dage senere erklærede Storbritannien og Frankrig, der også havde forpligtet sig til at hjælpe Polen, Tyskland krig.