At have med mennesker at gøre
Når man spørger en gruppe unge mennesker, hvad de vil være, når de bliver voksne, svarer en stor del af pigerne, at de vil „have med mennesker at gøre“. Drengene har typisk mere konkrete billeder af en bestemt rolle eller et bestemt fag. Pigerne siger ikke noget om, hvad de har tænkt sig at gøre ved de mennesker, de vil have med at gøre. De vil bare have med dem at gøre. Og man kan roligt fastslå, at det får de. Over halvdelen af Danmarks voksne kvinder er ansat ved det offentlige, og hovedparten af dem arbejder i job, hvor de har „med mennesker at gøre“. De er pædagoger i vuggestuer og børnehaver, de er sygeplejersker og sygehjælpere, socialrådgivere og kommunale sagsbehandlere, folkeskolelærere og arbejdsformidlere, de er fysioterapeuter, pædagogiske konsulenter, plejere, økonomaer, kontordamer, receptionister og skoletandlæger. Det er kvinder, der passer de syge, de gamle og børnene, det er kvinder, der tager sig af sociale problemer, det er kvinder, der får det hele til at glide. Akkurat som i de kulturelle stereotyper af typisk kvindelige aktiviteter fra dengang, kvinder ideelt set ikke havde „arbejde“. I de danske kommuner er 75% af de ansatte kvinder, og kvinderne sidder typisk på de poster, hvor man har med kommunens „kunder“ at gøre. Det er kun 18% af cheferne i kommunerne, som er kvinder. Når danskeren møder „samfundet“ i funktion, møder han eller hun en kvinde. Når „samfundet“ tager sig af de svage, er der kvinder på banen.
Det er ikke alle de samfundsopgaver, der i dag løses af kvinder, som har en fortid i familielivet. Nogle af funktionerne er helt nye og har aldrig udgjort nogen del af et traditionelt familieliv. Men mange af kvindernes nuværende aktiviteter i offentlig ansættelse er modelleret over opgaver, familierne tidligere tog sig mere eller mindre effektivt af. Derfor er det måske ikke så underligt, at familiens følelsesmæssige indretning ofte optræder som et ideal for den måde, aktiviteterne organiseres på. Sygeplejeelever lære