Glas og aske

Glas og aske er en fiktiv fortælling, og derfor har jeg kunnet tage mig visse friheder med sandheden. Jeg har valgt at blande eksisterende og af og til velkendte adresser og bygninger med frit opfundne. På samme måde har jeg flyttet tidspunkterne for nogle mindre betydningsfulde faktiske hændelser, for at de bedre kunne passe ind i min historie. Bortset fra de navngivne historiske personer, der optræder i bogen (samt nogle ikke-navngivne bifigurer, jeg overlader til læserens fantasi) er alle karakterer fiktive og har ikke til hensigt at portrættere virkelige personer.

»Tak skal du have, Adolf! Tak for alle de forfattere, musikere, filmskabere og kunstnere, du gav os! Tak for opfinderne, lægerne, ingeniørerne og videnskabsmændene! Thank you, mr. Hitler! Hvad skulle vi have gjort uden din hjælp?«

Blandt ingredienserne kunne han identificere hvidkål – kogt og snittet og med en smag, der var både krydret og syrlig – saltet kød, røget flæsk, løg og gulerødder, men også forskellige slags pølser, der var ukendte for ham. Hun tog en dusk krydderurter, som havde simret i gryden op og bar den over til vasken med den ene hånd under. I sit stille sind undrede hans sig over, hvorfor hun bød ham på en ret, der så åbenlyst bestod af rester. Var hun så fattig? Hun sagde, at det var en typisk ret fra hendes hjemegn. To gange – for, at han rigtigt kunne nå at opfatte navnet – udtalte hun det på fransk. Hun troede ikke, at retten havde noget navn på engelsk, sagde hun. Han følte sig underligt ophidset, da hun langsomt udtalte de franske stavelser, mens hun førte læberne frem som til et kys: choucroute.

Det er en han – hunnen har forsigtigt gennet sine små hen i et hjørne og blokerer for dem med sin krop. Nogle af tilskuerne råber om hjælp, en anden begynder at kaste med sten på bjørnen i håb om, at det vil aflede dens opmærksomhed.

Så hurtigt som muligt efter ankomsten var han begyndt at arbejde sammen med de voksne mænd i skrædderiet, men de amerikanske myndigheder var urokkelige: Han skulle gå i skole. I USA var der skolepligt. Selv i dag var Oscar taknemmelig over denne bureaukratiske stædighed.

Skandinaviske småbønder, som af respekt for immigrationsmyndighederne stod og famlede ved deres sorte filthatte.

Det grimme billede, som var signeret G. Grosz. Det havde han

Storbritannien og Danmark er allerede med på legen, Østrig og Sverige står på sidelinjen og kigger på. Jeg skriver om fremtiden og om fortiden, skriver for at skubbe min egen uro væk. Hvad gør man med en verdensdel, der har tilføjet sig selv så mange sår? Hvad stiller man op med et kontinent, hvor hadet råder imellem folk, der er født side om side, og hvor hundrede år gammel vold fejrer daglige triumfer mellem protestanter og katolikker – en verdensdel, hvor stemmeretten kun er en halvvoksen teenager i et velmenende land midt i Europa, hvor den kommunistiske kolos i øst er ved at gå i forrådnelse, hvor man stadig tillader, at mennesker lever i undertrykkelse og med analfabetisme, og hvor dødsstraffen endnu ikke er blevet afskaffet i alle lande?

Jeg fortæller ham om officeren Redl, generalstabschef og chef for den østrigske kontraspionage, som i maj 1913 blev afsløret i at have solgt militære hemmeligheder til Rusland. Sikkerhedspolitiet opsøgte ham på Hotel Klomser, på værelse 1, der altid blev reserveret på hans regning, og her efterlod de en skriftlig tilståelse, han skulle underskrive, samt en ladt pistol. Kort efter fik generalstabschef Redl en heltebegravelse efter datidens militære målestok. Havde det ikke været for disse konstant snusende journalister, havde han måske taget sine hemmeligheder med sig i graven, ikke kun dem om spionagen, men også dem, der angik de homoseksuelle forbindelser, som havde bragt ham i pengenød. »Det politiske selvmord«

Ikke langt fra mit hotel ligger der en pub, som er så britisk, at enhver gæst fra Hendes Majestæts ø burde føle sig hjemme her mellem messing, imprægnerede gulvtæpper og lunken lagerøl.