Rejsende

Det varer lidt før jeg til min forbavselse bemærker at det er en kvinde, hun har et vedhæng der ser helt perverst ud, neden for maven er der fæstnet en grå stump pelsværk hvori der lidt ordinært er markeret en aflang revne. Øjensynlig ville værkets mester med dette behårede stempel, kvindekønnets firmamærke, dette feminine logo, lade den anatomisk ukyndige tilskuer forstå at det er en kvindes tarme han betragter.

Der opstår nye sanser: en følelse af mangel, en smag af fravær, en evne til en helt særlig prækognition. At vide det der ikke kommer til at ske. Have næse for det der ikke findes

Øtilstanden er en tilstand hvor ingen udefrakommende påvirkninger forstyrrer en forbliven inden for egne grænser. Den minder om en form for autisme og narcissisme. Alle behov tilfredsstilles inden for eget område. Kun „jeg“ føles som en realitet, mens „du“ og „de“ er som uklare fantasiforestillinger

Det er enkelte episoder, blotte gestus, for eksempel aftrykket af en fod i et blødt tæppe der bliver ved med at komme til syne og forsvinde igen og altid på samme sted. Eller en hånd som føres hen over bordet som en efterligning af en skrivende bevægelse, helt uforståeligt uden pen, papir, skrift eller resten af kroppen

Men de må altså overgive sig til den tid turen på skinnerne tager, må som vores forfædre altid har gjort, personligt tilbagelægge hver eneste kilometer, køre over hver eneste bro, gennem hver eneste viadukt eller tunnel på denne rejse over land.

Du må kaste alt bort og ikke se, det er som du må knibe øjnene sammen og få et andet blik, vække dette andet blik som alle ganske vist er i besiddelse af, men næsten ingen benytter.“ Han var så stolt over sig selv at han rødmede. „Det er Plotin.“

Hun føler sig lykkelig, har ikke en tanke i hovedet, hverken bekymringer, forventninger eller håb. Det er en god tilstand.

lade nogen situation være ubelyst og fortiet, sparke lukkede døre ind med en ed, selv dem der fører til det pinagtige og skamfulde som man helst ville glemme. Ikke skamme sig over nogen fiasko eller synd. Bekende sine synder – de tilgives. Berette om sit liv – det er frelsen. Er det ikke det helgenerne Sigmund Freud, Carl Jung og Jacques Lacan lærer os? Den der ikke har lært sig at tale, sidder for altid i fælden.

Rette linjer, hvor ydmygende. Hvor nedbrydende for sindet. En perfid geometri som gør os til idioter – frem og tilbage – en parodi på at rejse.

sådan en bog på det sted faldt i hænderne på et netop sådant menneske var et rent lykketræf. Det er et fænomen som rejsepsykologer kender som synkronisitet, et bevis på verdens meningsfuldhed. Et bevis på at i dette smukke kaos spreder betydningstråde sig i alle retninger som et net af mærkelig logik, som var det linjerne i Guds fingeraftryk – hvis man altså tror på Gud.