Er du okay, Nanna

Så trådte han frem og greb min hånd.
„Undskyld, Nanna. Undskyld, undskyld, undskyld ...“
Han hævede blikket, og der var tårer i hans øjne. Rigtige tårer.
Jeg havde aldrig set en dreng græde før. Ikke siden de små klasser og i film.
„Undskyld,“ hviskede han igen. „Det er kun fordi jeg er så bange for at miste dig.

„Hvad gik dét ud på?“ spurgte han vredt så snart jeg havde lukket døren ind til klubhuset. Han stod under en gadelampe, og det gullige lys fik ham til at se lidt uhyggelig ud.
Jeg scannede den mørke parkeringsplads og kunne ikke se hans mor nogen steder.

Jeg kender faktisk ikke ret mange orker, hvis jeg skal være ærlig,“ sagde jeg, hvad der fik Andreas til at grine højt, og Leon til at skule endnu mere. Jeg vendte mig mod ham

det at holde i hånd, men at

Og ikke bare det

kunne gå i stilhed og nyde skoven. Måske var det her ikke så skidt endda

Men det havde han, for han tog min hånd og klemte den forsigtigt.
Det var rart.

Jeg greb fat om mit mavefedt og trykkede det sammen så det lignede en mast donut med navlen indeni som midtpunkt.