Et selvoplevet dokumentarisk drama, som giver stof til eftertanke.
My blev ”kendt” af offentligheden for små tre år siden, da hun som 18-årig med vilje kastede sig ud af en bil, der kom kørende med høj hastighed ad Frederikssundsmotorvejen midt i myldretiden — med hendes mor bag rattet.
My havde igennem en årrække været en del af det psykiatriske system og havde mistet lysten til at leve. Mens Mys krop blev voldsomt smadret i ulykken, overlevede hun mirakuløst og indledte en hård fysisk genoptræning, som samtidig blev startskuddet på en ny indsigt og tro på fremtiden.
Den unge kvindes historie er en fortælling om usunde relationer, om at mangle selvværd, have præstationsangst, svært ved at leve op til egne forventninger og gøre fysisk skade på sig selv for at dæmpe den mentale smerte.
Det er i høj grad også en bog om håb og identitet. Om at gå fra at være en ung, sårbar pige, som ingen kan forstå eller diagnosticere, til at blive et menneske med en indsigt og viljestyrke,som kan inspirere andre i en lignende situation.
I bogen fortæller My sin egen historie, men vi hører også de mennesker, der er tættest på My, fortælle om, hvordan det er at have et barn, en søster eller en veninde, som man kan se har det rigtig dårligt, men som man ikke formår at hjælpe.
Det er en kendsgerning, at halvdelen af unge kvinder mellem 18 og 24 år kæmper med psykiske problemer. Hver femte elev i niende klasse har udvist selvskadende adfærd, mens antallet af forsøg på selvmord blandt især piger er tredoblet på 20 år. Udover at tale til de unge læsere og deres pårørende er bogen for enhver, som har med unge mennesker at gøre; ikke mindst i psykiatrien og uddannelsesinstitutioner.