Klara tror også, at de er lige gamle. Hans hår er halvlangt, og hans øjne er blå. Meget blå. ”Det er, fordi her er en strøm.” Drengen peger hen over vandoverfladen. ”Det er rigtigt sjovt at flyde med strømmen, for man ved ikke, hvor man kommer hen.”
Hans hud er solbrun, som om han har været sydpå. Han er pæn. Rigtig pæn.
”Okay,” siger Klara og føler sig pludselig lidt genert, for hun er ikke vant til, at drenge, som hun ikke kender, taler til hende.
”Vil du se?” spørger drengen.
Klara nikker. Hun kan mærke, at Julie, Rose og Malou står lidt derfra og kigger på dem.
Drengen lægger sig på ryggen. Ganske rigtigt begynder han at flyde rundt. Han plasker med armene og kommer op at stå igen. ”Er det ikke sjovt?” spørger han Klara.
Drengen bliver ved med at kigge på hende. Det er næsten, som om de kender hinanden allerede.
Klara kan ikke lade være med at smile. ”Jeg hedder Klara,” ryger det ud af hende, og hun fortryder med det samme, at hun sagde sit navn. Det virker rimelig kikset.
Drengen rækker sin hånd frem. ”Jeg hedder Karl,” siger drengen. ”Altså med K.”
”Det hedder jeg også!” udbryder Klara igen og er ved at bide tungen af sig selv. ”Nej, jeg mener …” Klara stammer og hakker. ”Jeg mener, at jeg også hedder Klara med K.”
Hun er varm i hele hovedet og flov over sig selv.
”Nå, på den måde.” Karl virker lidt alvorlig nu. Så vender han sig, da nogen råber hans navn. Karl. ”Nå, men jeg må hen til mine venner. Ses!”
Klara følger ham med øjnene, da han dykker ned i vandet. Han dukker først op igen, da han er nået hen til bassinkanten. Hurtigt hiver han sig op med sine arme og løber hen til køen til den største vandrutsjebane. Han er endnu pænere, når han er på land, tænker Klara og føler sig helt fjollet.
Så kommer Julie, Rose og Malou.
”Hvor så han sød ud,” siger Julie.
”Han hedder Karl,” siger Klara. ”Med K.”
”Skal vi ikke også prøve rutsjebanen?” spørger Malou.
Lidt efter står de i kø. Klara kan se Karl og hans venner længere fremme.
”Han kigger på dig,” hvisker Rose.
Klara kigger væk. Hun bliver igen varm i kinderne.
Én af hans venner træder ud af køen og vinker til Klara. ”Hej Klara med K!” råber han og hopper hurtigt ind i køen igen.
Klara bliver helt forvirret, men Julie tager fat i hendes hånd. ”Oh My God,” siger hun, ”han har fortalt sine venner om dig.”
”Han svømmede ind i dig med vilje,” hvisker Malou med store øjne. ”Så havde han også en undskyldning for at snakke med dig. Det var virkelig smart.”