Det er netop denne levede tid, som Lispector gør reel i sin tekst, og dermed kan man se romanen som et eksempel på en radikal ny realisme, hvis formål ikke er at repræsentere virkeligheden én til én, men at genskabe den sanseligt, så man næsten lever den, gennem det litterære eksperiment. Macabéa er en udfordring for Lispector, fordi hendes uskyld er prismet for en tilværelse, som den unge pige ikke forstår, men som alligevel bliver virkelig gennem hendes nysgerrige sansning.