„Er der nogen, der har set Church?“ lød en stemme nær ved. Det var Isabelle. Hendes fingre lå omkring Simons arm. Maia stod ved siden af dem og pillede ved guldspændet i sit krøllede hår. „Jeg tror, Zachariah lige har stjålet vores kat. Jeg er sikker på, jeg så ham sætte Church ind på bagsædet af en bil.“
„Umuligt,“ sagde Jace og dukkede op ved siden af Clary. Han havde rullet ærmerne op til albuerne og havde røde kinder af det anstrengende klaverspil. „Church hader alt og alle.“
„Ikke alle,“ mumlede Clary med et smil.
Simon så på Jace, som om han var fascineret, men også skræmt. „Har jeg … har vi … har jeg nogen sinde bidt dig?“
Jace tog sig til arret på halsen. „Jeg fatter ikke, at det lige er det, du husker.“
„Rullede … vi rundt sammen i bunden af en båd?“
„Ja, du har bidt mig, ja, jeg kunne godt lide det, ja, lad os aldrig tale om det igen,“ sagde Jace. „Du er ikke vampyr mere. Hold fokus på det.“