nkte personer. Det, en gerningsmandsprofil kan, er at spidse en efterforskning til. Hjælpe efterforskerne til at udpege, i hvilken retning de skal kigge. Der er dog det problem, at gerningsmandsprofiler er vejledende – ikke fakta.
Ifølge politiinspektør Bent Isager-Nielsens bog »Man jager et bæst og fanger et menneske« er dansk politis viden om gerningsmandsprofilering især hentet hos amerikansk og canadisk politi, hvor man bruger gerningsmandsprofiler i stor stil. Ifølge Bent Isager-Nielsen viser udenlandske undersøgelser, at gerningsmandsprofiler har ret i 80 procent af tilfældene. Altså at den gerningsmandstype, som profilen udpeger, også svarer til profilen på den mand, det senere viser sig har begået forbrydelsen. Men svagheden i gerningsmandsprofilering er de 20 resterende procent. Her peger gerningsmandsprofilen forkert. Gerningsmanden er altså reelt en anden type, end det profileringsgruppen er nået frem til.
Sofies sag skulle blive den næstsidste gerningsmandsprofil