I England skal det være hændt, at en mand blev overfaldet på landevejen af en røver, der havde gjort sig ukendelig ved en stor paryk. Han styrter mod den rejsende, griber ham i brystet og råber: Deres pung. Han får pungen, som han beholder, derimod
kaster han parykken fra sig.
En fattig mand kommer ad samme vej, finder parykken, tager den på, når den næste by, hvor den rejsende allerede har gjort anskrig, bliver kendt, arresteret, genkendt af den rejsende, der aflægger ed på, at det er ham. Tilfældigvis er røveren til stede i retssalen, ser misforståelsen, henvender sig til dommeren: „Det forekommer mig, at den rejsende ser mere på parykken end på manden“, og udbeder sig tilladelse til at gøre et forsøg. Han sætter parykken på, griber den rejsende i brystet med de ord: Deres pung – og den rejsende genkender røveren og tilbyder at beedige det – kun skade, at han allerede éngang har aflagt ed.
Således går det enhver på en eller anden måde, der har et ’hvad’ og ikke er opmærksom på ’hvorledes’: han sværger, han aflægger ed, han render ærinder, han vover liv og blod, han bliver henrettet – alt for parykken.