Jeg løb mod Nilen

Det var stikordet

Når hans morgenseance

En skuespillerinde, der ikke var kommet sig helt efter en kosmetisk operation, som havde forvandlet hendes kinder til to små kugler, råbte:

Hun steg forsigtigt ud af sengen for ikke at vække smerterne i knæene og sagde

vornår har du haft tid til at læse alle de bøger?”
“Det var takket være min far, der bemærkede, at jeg elskede at læse, fra jeg var helt lille, og meldte mig ind i et kulturhus. Jeg blev vant til at låne bøger med hjem. Tænk engang: en jævn, uuddannet mand, der tillægger bøger så stor betydning!”

Hun så på ham uden at svare, og han fortsatte entusiastisk:
“Hvorfor læser vi medicin? Det gør vi for at kunne helbrede folk. Studierne har derfor ingen værdi, hvis vi ikke udøver lægegerningen. Ud fra den samme logik kan man sige, at religion er oplæring i at gøre det gode. Det nytter ikke noget at praktisere religionen, hvis det ikke afspejler sig i vores moral.”
Den dag talte de længe sammen

Jeg beder, jeg faster, jeg opfylder alle de religiøse pligter, men jeg tror, at den sande religion består i, hvad man gør, og ikke hvad man tror på. Religionen er ikke et mål i sig selv, men den er et middel til at lære os at følge dydens sti. Gud – Han være priset og ophøjet – har ikke brug for vores bønner og vores faste. Vi beder og faster for vores egen opdragelses skyld. Islam er ikke en formel, rituel størrelse, som salafisterne tror, og den er heller ikke et middel til at tilrane sig magten, som Det Muslimske Broderskab tror. Hvis islam ikke gør os mere menneskelige, er den intet værd, og så er vi heller ikke noget værd.”

men en dag læste hun en af hans artikler i universitetets vægavis, hvor han skrev, at moral uden tro var mere værd end tro uden moral.

Mu­ham­med Zinati,

“Mine brødre i islam, jeg har en god nyhed til jer.