Men de talte ikke om det, der var sket, det havde de aldrig gjort, og det gjorde de heller ikke nu, for ingen af dem vidste, hvordan man skulle gøre, og måske var det ikke nødvendigt, måske var stilheden det smukkeste, de kunne have sammen, for der var kun Benjamin og faren, moren var der ikke, og de var frie og rene, uden hendes kraftfelt, som to medfanger, der var brudt ud af fængslet og pustede ud efter flugten, smagte på friheden sammen. De talte ikke, ikke rigtigt, men måske var de alligevel lykkelige den dag, hvor de opmærksomt så sig omkring i rummet, og indimellem mødtes deres blikke, og de smilede til hinanden.