Ghostwriter

Frank Lindens blik vandrede mellem vejen forude, bakspejlet og sidespejlene.

Så drak han et glas vand med lukkede øjne, satte sig ved bordet, skruede hætten af fyldepennen, tog et stykke brevpapir og skrev:

Hendes fingre borede sig ind i assistentens kødfulde skulder.

Sara havde det, som da hun havde set en muræne sno sig ud fra en grube i koralrevet ud for Salomonøerne, hvor hun havde dykket med en eller anden solbrændt fransk instruktør ...

Telefonen ringede i en herskabslejlighed tæt ved Marmorkirken i København, og operatøren var med det samme lysvågen, fandt mobiltelefonen på sengebordet, strakte sig, så lang hun var, og satte sig op.

Smerter? spurgte hun.
– Nej tak, jeg har rigeligt.

Efter den første cigaret sagde Kobus: – Jeg synes, du skal tage hjem, Thomas. Her sker intet.
– Kalder du det her for intet?
– Jaa, minheer. Få og spredte tilpasninger. Du forstår det ikke. For dig er det her ...
– Hvad?
– Det samme som for alle andre, der kigger forbi, før I tager videre.
– Du mener, at jeg har et eller andet ubevidst behov for at være her?
Han viftede med hånden. Det var indlysende. – Det er prisværdigt, det, du gør.
– Jeg holder folk i live. Mennesker, der ellers ville dø.
– Selvfølgelig. Selvfølgelig. Et træt halvsmil gled over hans gamle ansigt. – Og hvis der var tusinder som dig her i Etiopien, ville den gennemsnitlige levealder måske snige sig op på toogfyrre.
– Jeg tænker i individer, Kobus, ikke statistikker. Og måske vil den nye medicin hjælpe.
– Måske, men det virker ikke, som om de tager den til sig. De her mennesker får aldrig råd til at købe Frank Lindens medicin, selvom den er billig. Afrika er selektion af arter og individer. Det er kontinentets formål, tror jeg.

Hun blev mødt af to velklædte mænd med solbriller, høretelefoner i venstre øre og hvide spiralledninger, der fortabte sig bag jakkekraverne.