Ivan Iljitjs død

men skubber den hen mod Ivan Iljitj for at give ham fornøjelsen af at tage den uden at skulle anstrenge sig og række armen langt frem. ‘Tror han, jeg er så svag, at jeg ikke kan række armen frem,’ tænker Ivan Iljitj, glemmer trumfen og trumfer unødvendigt sig selv og taber slemmen med tre beter, og det værste er, at han ser, hvordan Mikhail Mikhailovitj lider – og selv er han ligeglad. Og det er frygteligt at tænke på, hvorfor han er ligeglad.

så på ham som på en mand, hvis plads snart ville blive ledig;

det ikke var noget, hun gjorde med vilje, men det gjorde det ikke lettere for ham.

Den holdning til sin mands sygdom, Praskovja Fjodorovna gav udtryk for over for ham selv og andre, var, at Ivan Iljitj selv var skyld i den

Ved De hvad, Ivan Iljitj kan ikke, som ordentlige folk, holde sig til den foreskrevne behandling. Den ene dag tager han sin medicin, spiser, hvad han får besked på, og går tidligt i seng; den næste vil han, hvis jeg ikke passer på, glemme at tage den, spise stør (hvad han ikke må) og spille kort til klokken et om natten.“

En bekendts bekendt – en meget dygtig læge – stillede en helt anden diagnose, og selv om han lovede helbredelse, forvirrede han Ivan Iljitj endnu mere med sine spørgsmål og forstærkede hans tvivl. En homøopat stillede en tredje diagnose og gav ham medicin, og i en uge tog Ivan Iljitj den i al hemmelighed. Men da han efter en uge ikke følte nogen effekt og mistede tilliden til både denne og de tidligere behandlinger, blev han endnu mere mismodig. En dag fortalte en dame, han kendte, om helbredelse ved hjælp af ikoner. Ivan Iljitj greb sig selv i at lytte opmærksomt og tro på det som et faktum. Det skræmte ham. ‘Er jeg virkelig blevet så mentalt svækket?’ spurgte han sig selv. ‘Sikke noget nonsens! Det er alt sammen noget vrøvl,

Denne anden berømthed sagde næsten det samme som den første, men stillede spørgsmålene anderledes. Og denne berømtheds råd gjorde blot Ivan Iljitjs tvivl og skræk større.

forsøgte at oversætte alle de rodede, uklare videnskabelige ord til almindelige ord og i dem læse svaret på spørgsmålet: Står det slemt, meget slemt eller ikke så slemt til med mig?

Ud af doktorens resumé drog Ivan Iljitj den slutning, at lægen og såmænd alle andre var ligeglade

Det handlede ikke om Ivan Iljitjs liv, men om en diskussion mellem løse nyrer og blindtarm. Og den diskussion afgjorde lægen på blændende vis for øjnene af Ivan Iljitj, til fordel for blindtarmen, med en bemærkning om, at en urinprøve kunne give nye beviser, og i så fald kunne sagen blive genåbnet