Enden på verden som vi kender den

Han forstod det ikke. Men han forstod, at de omgav sig med effekter, skrev om dem, tog billeder af dem, deres mænd var effekter, deres børn var effekter, vennerne var det, og de var det selv, helt ubekymrede. De kunne godt lide at fremstille sig selv som trætte efter en lang dag med den etårige og en mængde sko, bluser og træningsudstyr, så nu trængte de til at falde lidt ned og holde pigeaften med sig selv, hvor de spiste blåbær og cottage cheese med æble, pære og vanille. Nam! Helt fantastisk lækkert! Så de kunne vågne igen næste morgen og have kræfter til at fotografere sig selv og deres barn med det nye tøj, der lige var blevet bragt med bud til døren, og derudover træne, så de igen kunne lade sig afbilde og klikke på, for de sad jo ikke og skrev alt det her for sjov skyld, nej, det var et stykke arbejde, der skulle passes, de havde skabt deres egen arbejdsplads, det måtte man lade dem, hvor de blev klappet frem af mennesker, der om muligt havde endnu mere afsvækkede åndsevner end dem selv

Alt det, man ikke siger til hinanden, tænkte han, alle de tonsvis af tanker, man aldrig får sorteret, og som derfor bliver taget af strømmen og lægger sig som aflejret slam på bunden af den flod, der uafladeligt løber gennem hjernen.

Livet er under alle omstændigheder en eneste stor undtagelsestilstand, tænkte han. Stilhed og ingenting på begge sider og livet i midten.