Spektrum #4: Kvadrantiderne

Tiden læger alle sår, men sporene er der stadig.

Jeg er nødt til at få ham tilbage så jeg kan fortælle ham hvor meget jeg hader ham.

Han ligner en meget træt børnehavepædagog der lige har fået at vide at han er nødt til at tage en lukkevagt.

syv procent dummere end en tom pakke cornflakes

Hans ansigt er som en irriterende popsang man ikke kan få ud af hjernen. Hans stemme er omkvædet. Hans hænder, hans skuldre, hans hår. Det hele kører på repeat, selvom jeg lukker øjnene, selvom jeg prøver at tænke på alt muligt andet.

Jeg vil hellere flække en lårbensknogle på langs end at danse til Justin Bieber.

7,8 procent alkohol. 100 procent akavet.

Det lyder som en helt utroligt dårlig idé. Som hvis præsidenten af dårlige idéer fik et barn med dronningen af NOPE og kaldte det ’Hell No’.

„Slap af.“

„Det gør jeg sgu da også!“

„Du trækker vejret som om dine skuldre er helt oppe om ørerne.“

„Danskere har verdens platteste humor.“

„Måske derfor vi er verdens lykkeligste folk.“