Hvad betyder det, at Gud har skabt mennesket som et væsen, der ikke er ufejlbarligt? Når vi siger, at mennesket ikke er ufejlbarligt, fraskriver vi det en egenskab, eller vi benægter, at det besidder den pågældende egenskab. Men, siger Descartes, vi kan fraskrive en genstand en egenskab i to betydninger. Når vi fraskriver et voksent menneske den egenskab at kunne gå, fraskriver vi ham en egenskab, som han i kraft af at være et menneske burde have haft, dvs. vi peger på en mangel ved ham. En sådan fraskrivning kaldte middelalderfilosofferne en privation, dvs. en berøvelse. Hvis vi derimod fraskriver et menneske evnen til ved egen kraft at kunne flyve, fraskriver vi ham blot en egenskab, som han rent faktisk ikke har, men som han ikke i kraft af at være menneske skulle have. Middelalderens filosoffer kaldte en sådan fraskrivelse en negation, dvs. en benægtelse. Hvis menneskets fejlbarlighed er en privation, har Gud skabt et mangelfuldt væsen, dvs. han er årsag til noget mangelfuldt; hvis fejlbarlighed er en negation, har Gud blot undladt at skabe noget fuldkomment, men han har ikke skabt noget med mangler. Skønt Gud har skabt mennesket som et endeligt væsen og undladt at gøre det ufejlbarligt, er det ikke sådan, at Gud direkte har givet mennesket en egenskab, der får det til at fejle. I forhold til Gud er menneskets fejlbarlighed en negation og ikke en privation.