Forhærdede tidselgemytter

“Vi vil ikke lade gudstjenesten forstyrre af pressen, så vores kirketjener henter folk ind ad bagdøren.”
Michael Jensen forsvandt ud gennem en dør bag det midlertidige alter, og Rolf Greve bemærkede gennem vinduet, at der var en sidebygning ud i baggården. Sognegården var større end man forestillede sig ude fra gaden, og fra baggården var der en port ud til en parallelgade, hvorfra Michael Jensen hentede kirkegængerne ind.
Medierne havde tilsyneladende ikke opdaget bagindgangen.
Mødelokalet var pænt stort og nænsomt restaureret. Han talte 39 fremmødte.
Ved væggen til højre for det midlertidige alter stod et klaver, og han gættede på, at kvinden, som sad foran det, måtte være organisten Clara Mehner.
Hun bar nemlig briller med glas som hinkesten, og i en af rapporterne havde han læst, at organisten var meget svagsynet.
Han repeterede for sig selv: Organisten tilhørte det mindretal, som havde været tilhængere af den tidligere sognepræst Irene Clausen, og som på grund af stridighederne ikke hilste på kordegnen og hans kone, der var formand for menighedsrådet.
Han prøvede at erindre, hvad han vidste om kordegnejobbet og lod blikket glide rundt i mødelokalet. Var det ikke noget med, at kordegne læste indgangsbøn?

“Og samtidig med at du forberedte drabet på Marie Tversted, skrev du et falsk selvmordsbrev til mig.