hans smil overflødiggjorde det. Lennart syntes, det var sjovt at sidde her med hende og ligesom antyde, at den rødhårede psykolog måske i virkeligheden var prostitueret, fordi hun så så godt ud, og fordi man aldrig hørte om folk, der havde været inde hos hende.
Lennart var fuld af pis, men mens Lone kørte ned gennem Dalede mod psykologens hvidmalede gasbetonhus ved Branddammen, indrømmede hun over for sig selv, at Lennarts egne psykologfordomme og gisninger om, hvad sådan et rødhåret apparat ellers havde af kompetencer, havde sat et aftryk i hendes bevidsthed og i hendes opfattelse af Jette. Lone vidste godt, at det var ævl. Hun vidste godt, at både Bjørn og Emil Dragsholm Smith og flere andre, hun kendte til, rent faktisk gik til fortsat behandling hos cand.psyk. J. Bartholdy. Alligevel kunne hun ikke se Jette gå langs Bygaden uden at komme til at tænke på ludermotivet.
Hun kørte gennem Bygaden. Det var snart mørkt. Det blev det tidligere og tidligere, og en del af hende kunne godt lide mørket, mens en anden del af hende forbandede det og fik hende til at spørge sig selv, hvorfor man ikke var født under mildere himmelstrøg. Gadelygterne i Dalede Vang havde for nogle år siden fået monteret nye lamper, som tændtes gradvis, først med en rødlig glød, som syntes at sige, nu tænder vi lige så gelinde op, folkens, for om lidt går det helt i sort.
Hun drejede til venstre ad Branddammen, svingede rundt langs dammen og Ibsens nedlukkede traktørsted. Langs dammen voksede stynede popler. Lyset i vest var gyldent, men kun i et hektisk bånd over Hegnet. Selve himlen var kontant blygrå og overskyet. Solnedgangen var som lysets negle, der holdt om horisonten.
Hun parkerede ved Jettes hus. Der holdt ingen biler, bortset fra Jettes insektgrønne Yaris.
Huset var en lang etplanslænge i hvidmalet gasbeton. Hun havde aldrig været derinde. Det havde