Forsvundet

køre billedet, som inspektør Berleand havde sendt til dig, gennem systemet for at få fastslået mandens identitet. En ren rutinesag, ikke?«

»Jo.«

»Det var det imidlertid ikke. Vi har masser af muligheder hos Interpol, hvis vi skal identificere en person på baggrund af et billede. Der findes for eksempel softwareprogrammer

Jeg havde hørt argumenter af samme slags før og tænkte

gange, før hun tog den.

»Tænk på tidsforskellen, dit fjols.«

Jeg så på mit ur. Klokken var fem om morgenen i New York.

»Ups,« sagde jeg.

»Hvad nu?«

Jeg besluttede mig for at gå lige til sagen og fortalte Esperanza om dna-undersøgelserne og pigen.

»Er pigen hendes datter?«

»Tilsyneladende.«

»Det lyder vanvittigt,« sagde Esperanza.

»Det er det også.«

»Hvad har du brug for?«

»Jeg har affotograferet en række kontoudtog, telefonregninger og den slags og har mailet dem til dig,« sagde jeg. »Og så stod der for resten noget underligt om opaler eller noget i den retning på en huskeseddel på skærmen.«

»Opaler ... altså sten?«

»Aner det ikke. Måske er det en kode.«

»Jeg er elendig til koder.«

»Det er jeg også, men måske vil det sige dig et eller andet. Lad os under alle omstændigheder begynde med at finde ud af, hvad Rick Collins var på sporet af. Hans far begik selvmord.« Jeg gav hende hans navn og adresse. »Måske kan vi også undersøge den del af det lidt nærmere.«

»Hans selvmord?«

»Ja.«

»Hvad skal vi lede efter?«

»Måske foregik der noget mistænkeligt. Jeg ved det ikke.« Tavshed. Jeg begyndte at gå igen.

»Esperanza? «

»Jeg kan godt lide hende.«

»Hvem?«

»Margaret Thatcher. Nej, hvem er det, vi taler om? Terese, din idiot. Du kender mig. Jeg hader ellers alle dine kærester.«

Jeg tænkte lidt over det.