Havets børn

plasticpakken skærer i hendes kød.
Den ældste af de to fremmede går frem og tilbage foran dem, han har

Af grunde som intet levende menneske kan begribe, besluttede skæbnen at give hende sytten års elendighed som medgift til en ulykke der stjal alt det hun elskede.

Angels klasse så sine forældre blive henrettet, der var næsten ikke noget tilbage af morens ansigt, de ramte hende skævt, et

Angel kan høre hvordan han fører en kort samtale med husets ejer i rummet ved siden af

Sundby, Amager
To ord. Brun sovs

– Du forsøger at lokke mig i en fælde. Er det sådan?
– Nej. Jeg lover.
Så følger den lyd hun kender så godt, lyden af et gevær der bliver afsikret, klar. Hun har lyst til at råbe, at gøre noget. Hun ved præcis hvordan den ældste dreng tænker. Han tænker: De andre har fået den anden dreng til det, fået ham til at opfordre den ældste til at stikke af for at se hvordan han reagerer. Siger han ja? Jeg savner min mor og min far? Så vil han rapportere det til Oberstens mænd.
– Du må ikke skyde. Please. Drengen græder nu, hjerteskærende. Så sker det. Angel vidste det. Man må aldrig tale om sin mor og sin far på den måde, ikke bare bringe det op ud af det blå, man skal kunne stole på folk.
Skuddet overrasker hende selv om det ikke burde. Men hun forstår godt den ældste. Det var det sikre valg hvis han selv vil overleve. Og det vil han. Angel må have lavet en pludselig bevægelse, i hvert fald ser den store dreng i hendes retning. – Er der nogen?
Kun skovens fugle svarer ham, gribbene højt oppe, deres begærlige skrig, Obersten sagde at de kan lugte frisk blod på hundrede kilometers afstand.
– Fuck, siger den store dreng.
Angel mærker tårer i øjnene. Det havde ikke behøvet at gå sådan. Den åndssvage lille unge. Hvorfor spurgte han også? Han havde ikke lært det endnu. At den måde Oberstens sætter skræk i de små, er ved jævnlige henrettelser. Den store dreng frygtede at komme tilbage til lejren i aften, kun for at blive udleveret. En af de voksne ville spørge den lille, ham der nu er død, om den ældste dreng havde sagt noget, talt om sine forældre eller om at stikke af

Stemmer, lyse stemmer, ikke voksne. Hurtigt, hun maser sig ned i underskoven, forsigtigt trækker hun grenene over sig. Hun har gemt sig sådan før, sammen med en deling som Desmond ledede. De var på flugt fra regeringshæren

Hun har lyst til at skrige, men det bliver bare til en lille lyd idet hun skærer forbindingen over med Desmonds kniv. Såret overrasker hende. Det er sort. Er det stenen der har farvet det? Hun mærker forsigtigt på hævelsen, og såret svarer igen med smerte. Kan hun stå? Desmond sagde at hun skulle kæmpe sig videre, hvis han ikke var tilbage efter en uge. Angel støtter sig til klipperne. Det er umuligt at støtte på den fod som slangen angreb.

Desmond har talt meget om sit hjem, hans far er bonde, de lever af sælge mango og nødder og den waragi som de ikke selv når at drikke. Men de drikker meget, mændene over fyrre arbejder kun indtil klokken tolv, så begynder de at drikke. Et par timer senere er de så fulde at resten af dagen forsvinder.

For os er det ikke en usædvanlig situation, siger han til sidst. – Det er sjældent at faren er den mest oplagte donor.
– Men, siger Rebekka, ved ikke hvor hendes spørgsmål skal ende. – Det du siger, er at far ikke kan bruges? Eller har jeg misforstået?
– Nej, siger Verner lavt. – Vi oplever det en gang imellem. At cellerne ikke matcher hinanden. Hvordan en krop nægter at samarbejde med en anden krop, selv hvis der er tale om faren. Husk på, vi er inde at pille ved selve grundstenene i den menneskelige organisme, der hvor blodlegemerne dannes.
– Men hvad sker der så? spørger Hans Erik. Rebekka betragter ham. Hører angsten i farens stemme som hun ikke har hørt siden ulykken. Fortvivlelsen.
– Vi giver ikke op, siger Verner. Et automatsvar, lægevidenskabens udgave af “hav en god dag”, den slags man siger.
Vi giver ikke op.