Det er en kold nat i Frygien i år 404 f. Kr. Himlen er høj og klar. I et lille hus i en navnløs by begynder timeglasset at rinde ud for to elskende.
Det er hetæren Timandra, som fra barnsben er lært op i sanselighedens kunst og nu omgås filosoffer, kunstnere, dansere og fløjtespillere og den berømte Alkibiades, Athens hærfører under den store krig mellem Athen og Sparta. Krigen har tvunget Timandra og Alkibiades til at flygte bort fra Attikas sollys. Venner og fjender er faldet i kampen. Hvad der venter er uvist. Alkibiades’ dramatiske liv afspejles i al dets glans og skrøbelighed i Timandras øjne, og hendes beretning giver en sælsom farve til mennesker og hændelser fra Grækenlands guldalder.
Theodor Kallifatides modtog den ansete Signe Ekblad-Eldh-pris for denne roman.
Theodor Kallifatides er en græskfødt svensk forfatter, der kom til Sverige i 1964. Her startede han som avisbud og opvasker samtidig med, at han læste filosofi på universitetet. Kallifatides har skrevet bøger i mere end 30 år, og har mange udgivelser bag sig.
Som emigrant har han oplevet sammenstødet mellem to kulturers værdinormer og livsopfattelse. Et bærende tema i Kallifatides forfatterskab er derfor emigrantens endeløse følelse af hjemløshed.
Ud over at være prisbelønnet forfatter er Kallifatides i dag en kendt, ivrig og respekteret samfundsdebattør og litteraturkritiker.
Han debuterede som lyriker i 1969. Gennembruddet kom med den selvbiografiske trebindsroman «Bønder og Herrer», som skildrer 2. Verdenskrig og den efterfølgende tragiske borgerkrig i Grækenland. Handlingen i romanen “Lysternes herre” er henlagt til antikkens Grækenland, og her modstilles mandlig, destruktiv krigslyst og kvindelig kærlighed og klogskab.
I de produktive år efter årtusindskiftet har han også udgivet tre anmelderroste romaner, der knytter an til krimigenren heriblandt “En simpel forbrydelse” og “Den sjette Passager”.
Størstedelen af Kallifatides bøger er oversat til flere forskellige sprog, og han har vundet mange flotte priser.