Vintageprinsessen

»Din far er blevet sigtet for meget alvorlige forbrydelser, Charlotte, og FBI og SEC er i deres fulde ret til at gennemsøge lejligheden.«
Charlotte så ud ad vinduet. Alt fortsatte som normalt. Turister steg op i hestevogne. Børn legede. Vidste folk ikke, at verden var gået under?
»Ransagningskendelsen gælder kun kontoret. Og jeg står herinde nu. Der er ingen rygende pistoler og ingen stakke af pengesedler.«
Arthur havde mistet sin humoristiske sans. »Du må ikke røre noget, Charlotte, og du må ikke fjerne noget.«
Hun rynkede panden. »Hvorfor skulle jeg dog det, Arthur? Jo før de får ryddet det her, des hurtigere kan vi lægge sag an mod dem for æreskrænkelse.«
Endnu et suk. Det begyndte at gøre hende nervøs.
»Far er da uskyldig, ikke, Arthur?«
»Åh, Charlotte, jeg ville ønske, jeg vidste det.« Hun kunne høre høje stemmer i baggrunden. »Kan vi ikke tales ved om en time?«
Hun blev stående et øjeblik og berørte let tingene på sin fars skrivebord. Hans bærbare computer lå der. En USB-nøgle. Nøglerne til arkivskabene. Intet var gemt. Der var ingen hemmeligheder her. Fint. Lad dem bare komme.
Hun gik tilbage til biblioteket og besluttede sig til at henvende sig til Dale, FBI-agenten.
»Min advokat sagde, at min far gerne vil se mig. Kan det lade sig gøre?«
Overraskende nok vendte Dale sig om mod Scarsford.
Charlotte hævede øjenbrynene. »Jeg troede, far var i FBI’s varetægt.«
Scarsford kastede et irriteret blik på Dale. »Det er han også, men det var SEC, der indledte efterforskningen, og den er jeg leder af.«
Charlotte begyndte at fornemme vreden glimte gennem angsten. »Mine herrer, lad mig udtrykke mig krystalklart. De tror, min far er skyldig i noget.