Jeg var ellers venlig over for folk som Jehovas Vidner, for jeg beundrede deres ægte overbevisning, men denne her fyr var særlig ihærdig med sit evindelige præk og sludder om, at dommens dag var nær, og at jeg måtte søge frelse og omvende mig for mit ufødte barns skyld. Hvad fanden bildte han sig ind? Ville han bestemme, hvad jeg skulle tro på, spurgte jeg. Enhver er da nødt til at finde sin egen vej til himmerige. Et af problemerne i verden af i dag var da de tumper, der gik rundt – ligesom de her bolsjevikker ovre i Rusland – og troede, de var de eneste, der havde de rigtige svar, og så slog alle dem ihjel, som ikke var enige.
Jeg travede frem og tilbage, mens jeg diskuterede med fyren, og fik hidset mig sådan op, at jeg uden at tænke over det satte mig ned på sytøjet, så jeg blev stukket i rumpen af en synål. Jeg udstødte et hyl og begyndte at bande, mens jeg prøvede at få nålen ud af bagdelen, og Jehovas Vidne løftede pegefingeren og sagde, at det her var et sikkert tegn fra Jesus på, at jeg skulle indse min vildfarelse og se at komme til rette med Herren.
„Hvad det her er tegn på, mister,“ sagde jeg, „det er, at jeg ikke burde sidde herhjemme for mig selv og indlade mig på teologiske diskussioner med underfrankerede fremmede mænd.“